Når jeg arbejder med spiseforstyrrelser ser jeg selve spiseforstyrrelsen som et symptom på en underliggende problematik – altså handler det ikke om mad, men maden bliver løsningen på et problem, som er for svært at tackle med det handleberedskab den enkelte sidder inde med på nuværende tidspunkt.

Sammen med vedkommende undersøger jeg hvad det er for livsvilkår/betingelser der udløser trangen til enten at fylde sig med mad, fylde sig med mad, for derefter at kaste det hele op igen eller helt at undlade at spise.

Skam er en tro følgesvend når det handler om spiseforstyrrelser. Når man skammer sig er impulsen at synke i jorden, flygte eller på anden måde forsvinde. Derfor er en del af arbejdet med den spiseforstyrrede at bearbejde skammen og komme i kontakt med sig selv på en kærlig og omsorgsfuld måde, at komme i kontakt med sine behov, sin (livs)lyst og sine følelser.

Først når du er den du er, sker forandringen. Dvs. at når du er opmærksom på det, der er, og hvem du er, og hvordan du er det, når du accepterer og tager ansvar for, at du er som du er, vil forandringen ske.  

At bearbejde en spiseforstyrrelse er en lang og drøj proces. Det tager tid og ind i mellem kan det se ud som om det ikke nytter – min er faring er, at det gør det – Det har taget lang tid at forfine strategien for at undgå at mærke – det tager tid at aflægge mønstret og finde en andet måde at være i verden på.