Den paradoksale ændringsteori, kan forklares således (skrevet af og oversat fra bogen: Awareness, dialogue & process af Gary Yontef side 26/27):

Jo mere jeg prøver at være hvad jeg ikke er, - jo mere vil jeg forblive den samme. Vækst, som indebærer at kunne indtage/modtage kærlighed og hjælp fra andre, kræver selv-støtte. At prøve at være, hvad jeg ikke er, er ikke selvstøttende.

Et vigtigt aspekt i selvstøtte er at identificere sig med sin måde at være på nu. At identificere sig, betyder at kende den man er, f.eks. ens faktiske erfaring, oplevelse, adfærd og situation. Da ens måde at være på skifter over tid, inkluderer identifikation med sin måde at være på også identifikation med skiftet i væremåde – den ene væremåde skifter over i den anden, hvilket indebærer tro på bevægelse og ændring.

Selvstøtte inkluderer både selvkendskab og selv accept. Man kan ikke på en relevant måde støtte sig selv uden at kende sit selv, sine behov, kapacitet, miljø, pligter etc. At kende noget om sig selv og ikke tage ejerskab, ikke påtage sig ansvar for, at det er et valg, men at afvise det, er en form for selvbedrag.

Sartre taler dette som ”forkert tro” (bad faith), som man overgiver sig til. En handling som man tror, at man bekender (confess) (tager ansvar for), netop ikke tager ansvar for, ved det at dissociere sig fra handlingen i bekendelses øjeblik. F.eks.: Jeg laver en kujonagtig handling, og bekender derefter, at jeg er en kujon. Men netop i min bekendelse af at være en kujon, snyder jeg mig selv til at tro, at jeg som bekender, er hævet over det at være en kujon. Det bliver, som om den kujonagtige adfærd ikke er et valg, men noget der skete/kom til mig.